INTERVIEW: Hymns from Nineveh-frontmanden Jonas H. Petersen aka. Hymnboy og den tidligere Lampshade-sangerinde RebekkaMaria er aktuelle med et akustisk livealbum, hvor de i fællesskab synger hinandens sange. Vi har snakket med de to musikere om sårbarhed på scenen, fandyrkelse og det terapeutiske i at skære alt overflødigt fra.

 

Hvordan mødtes I?

Hymnboy: »Jeg kan ikke huske et præcist møde – kan du det, RebekkaMaria? Det har givetvis været efter en Lampshade-koncert, og jeg har sikkert været 16 år gammel, og givetvis meget fan-agtig over for RebekkaMaria. Autograf og hele lortet, sikkert. Ja, jeg var Lampshade-fan, og jeg skammer mig ikke over det. Det var et fedt band. Siden kom jeg til at spille med på cello i orkestret på nogle tourneer, og fan-delen gik over i regulært venskab og professionelt partnerskab«.

RebekkaMaria: »Jeg husker det faktisk ret klart. Det var da Munich, som dengang hed Munk, spillede på Studenterhuset i Odense, og du spillede med. Og ja, du var sådan lidt fan-agtig – dog husker jeg ikke nogen autografjagt, men du spurgte, om jeg ville undervise dig i sang eller sådan noget. Det var meget intimiderende og skræmmende, husker jeg. Haha. Mest fordi du var så mega dygtig og musikalsk og så rolig og fattet for din unge alder. Men ja, det udviklede sig nemlig så dejligt og fint«.

Hvorfor fungerer I godt sammen?

Hymnboy: »Jeg tror, at der opstår den slags gode kemi, som der opstår mellem mennesker, der ligner hinanden på nogle afgørende punkter, og er tilpas forskellige på andre. Fra mit synspunkt er vi begge ret perfektionistiske, især når det kommer til det vokale arbejde, og vi har et godt øre for, hvor den anden befinder sig. Jeg tror, at en god duo er en, hvor begge individer kan lytte og træde tilbage og lade den anden skinne. Det tror jeg, at vi gør godt«.

RebekkaMaria: »Ja, jeg er helt enig. Og meget taknemmelig – for jeg synes nemlig ikke den slags sker særlig tit«.

Jonas, hvad er RebekkaMarias største kvalitet som musikalsk partner?

Hymnboy: »Hun er først og fremmest et behageligt menneske, som jeg godt kan lide at hænge ud med. Det er det vigtigste for mig i et musikalsk partnerskab, fordi man bruger så meget tid sammen. Her ud over er hun selvfølgelig bare en sej sangerinde og en unik sangskriver, som jeg både kan spejle mig i og sparre med«.

RebekkaMaria, hvad er Jonas’ største kvalitet som musikalsk partner?

RebekkaMaria: »Altså, Jonas er et af de mest musikalske mennesker, jeg kender. Hans overskud rent musikalsk og intellektuelt er en sand fornøjelse at dele rum med. Og så er han samtidigt et meget varmt væsen. Man føler sig simpelthen beriget, når man har været sammen med ham«.

Jeres musikalske udtryk er meget tilbageholdt og andægtigt. Jeres musik kræver, at man virkelig lytter. Er det ikke angstprovokerende at stille sig frem på en scene med så skrøbeligt et udtryk?

Hymnboy: »Jo! Bestemt er det det. Jeg er vant til i Hymns from Nineveh at være omgivet af seks andre, som kan kamouflere mine fejl og bære mig igennem nogle svære passager – her er der en meget større faldhøjde, men det giver naturligvis nogle andre muligheder for at komme ind til benet i den enkelte sang«.

RebekkaMaria: »I den grad! Vi er jo netop begge vant til at pakke os godt ind i store arrangementer og for mit vedkomne larmende shows. Men det med at spille så nøgent og skrøbeligt har for mig været helt terapeutisk, så jeg på en måde har fundet ind til noget kerne – i min musik og mine sange, men også for mig selv. Det er angst som fører til noget godt«.


Er det afgørende for jer at formidle et kristent budskab med jeres musik?

Hymnboy: »Nej«.

RebekkaMaria: »Nej. Det er afgørende at formidle og fortælle og dele. Men der er jo mange budskaber«.

Musikhistorien er rig på legendariske mand/kvinde-duetter. Hvad er det den slags duet kan i forhold til mand/mand, kvinde/kvinde?

Hymnboy: »Tjah, det er et godt spørgsmål. Jeg synes, der er nogle spændende vokale muligheder, men også nogle spændende muligheder for mig ved at synge RebekkaMarias sange, hvor køn er mere fremtrædende end i mine. Live synger jeg f.eks. med på ‘Corrolaceous’, som bl.a. siger ‘I am a western girl/live in a western world’ – det giver måske ikke mening for mig at synge med dér, eller gør det? Lad mig nøjes med at sige, at der er en urkraft i den kønslige dikotomi, og det skaber nogle interessante muligheder rent musikalsk«.

RebekkaMaria: »Det ved jeg virkelig ikke. Jeg synes godt om alle forskellige slags duetter«.

Har I overvejet at rykke jeres live-makkerskab ind i studiet?

Hymnboy: »Det ville være dumt at afvise, men det er ikke en del af planerne foreløbig. Jeg kan godt lide den renhed, der er i projektstrukturen, det, at vi synger hinandens sange, og at vi gør det live i nuet«.

RebekkaMaria: »Ingen planer pt, nej. Men hvem ved?«

EKSTRA

Kommentarspor: Læs interview med Loudon Wainwright
Konkurrence: Vind lækker T. Rex vinyl-boxsæt
Hør hele Roskilde 2012-programmet
Kommentarspor: Nikolaj Nørlund fortæller om sit nye album
Kommentarspor: When Saints Go Machine fortæller om ‘Konkylie’

Kategori: #danskmusik, Interviews | Stikkord: , , , | Skriv en ny kommentar

KONKURRENCE: På næste tirsdag den 22. maj spiller Norah Jones en eksklusiv koncert i DR Koncerthusets Studie 2. Svar rigtigt på spørgsmålet herunder og deltag i konkurrencen om 2 billetter.

Lyt til Norah Jones’ nye album ‘Little Broken Hearts’ her.

Spørgsmål: Hvilken kendt amerikansk producer har Norah Jones arbejdet sammen med på sit nye album?

Send dit svar til wimp.redaktionen@aspiro.com

Konkurrencen slutter fredag d. 18/5 kl. 12.00.

Hør en playliste med Norah Jones’ bedste sange

 

EKSTRA

Kommentarspor: Læs interview med Loudon Wainwright
Konkurrence: Vind lækker T. Rex vinyl-boxsæt
Hør hele Roskilde 2012-programmet
Kommentarspor: Nikolaj Nørlund fortæller om sit nye album
Kommentarspor: When Saints Go Machine fortæller om ‘Konkylie’

Kategori: Konkurrencer | Stikkord: | Skriv en ny kommentar


Efter mere end 40 år i branchen er amerikanske Loudon Wainwright stadig aktiv i sangskrivningens tjeneste. Vi ringede til den 65-årige singer/songwriter, der i dag er bosiddende i New York, og fik en snak om inspirationskilder, gamle støvler og hvorfor sangskrivning er lidt ligesom sex. 

Det kan måske lyde mærkeligt, men med sit nye album ‘Older Than My Old Man Now’ træder Loudon Wainwright for første gang ud af sine børn skygge. I de sidste 10 år har Wainwright-familiens berømmelse nemlig hovedsageligt skyldtes Rufus Wainwright og hans lillesøster Martha Wainwright.

Men før dem var deres forældre, Loudon Wainwright og Kate McGarrigle. De var begge en del af 60′ernes og 70′ernes singer/songwriter-bølge, Loudon som soloartist og Kate som den ene halvdel af duoen Kate & Anna McGarrigle. De nåede at få Martha og Rufus, inden de blev skilt. Forholdet til Kate McGarrigle, børneopdragelse, skilsmissen og skylden over ikke at slå til som far har siden præget en stor del af Loudon Wainwrights sange.

Hør familien-Wainwrights bedste sange her.

Man behøver bare kaste et blik på sangtitler som ’Mr. Guilty’, ‘Rufus Is a Tit Man’, ‘Your Mother and I’ og ‘Hitting You’ for at forstå, at Loudon aldrig har været bange for skrive hudløst, ja næsten pinligt ærligt om sit eget liv.

Og sådan er det stadig. Men samtidig markerer hans nye album alligevel et personligt skifte. Bitterheden og skammen er væk. Og for første gang synger både Rufus og Martha med på albummet. Stridsøkserne er begravet, lader det til, og Loudon Wainwright har skrevet nogle af sine bedste sange i lang tid. Døden er til stede i de fleste af dem. Men det samme gælder glæden til livet og ønsket om at forlænge tiden her på jorden. Bare lidt længere. Nu gik det jo lige så godt.

 

Når jeg hører dit nye album, får jeg en fornemmelse af, at sangene kommer enormt let til dig. Er det let for dig at skrive sange?

»Det er ikke som at grave grøfter, det er ikke hårdt fysisk arbejde. Når jeg er inspireret, så kører det. Så føles det faktisk ret let, selvom der selvfølgelig er en masse redigering bagefter«.

Er det lettere at skrive sange nu end tidligere?

»Det sker ikke så tit, som det gjorde engang. På den måde er det lidt ligesom sex. I begyndelsen af min karriere skrev jeg masser af sange, 3-4 sange på en uge. Nu kan der gå måneder uden, at jeg får skrevet en sang. Men når først jeg har fat i den grundlæggende idé, når fisken er på krogen, så er det lettere at få den op i båden, end det var engang.

Jeg har også lært ikke at bekymre mig om, at søen løber tør for fisk. Nogle gange kan der gå måneder uden, jeg skriver en ny sang, hvor jeg i stedet hiver en gammel støvle op af vandet i stedet for en fisk. Men jeg bliver ved, jeg har gjort det her i 40 år, og jeg regner med at skrive et par sange endnu«.

Der er et meget sigende og selvbiografisk nummer på albummet med titlen ’In C’, der blandt andet handler om dine børn. Jeg hørte en live-version af det nummer på youtube for et år siden og håbede at høre en studieindspilning på et tidspunkt. Hvad er historien bag nummeret?

»Som jeg synger i sangen, så spiller jeg ikke så meget piano. For to år siden boede jeg med min kone i L.A., og nogle af hende venner skulle flytte og manglede et sted at opmagasinere deres klaver. De stillede klaveret hos os, og en dag satte jeg mig ned og spillede de eneste tre akkorder, jeg kan. Sangen begyndte som en joke om, hvor dårlig jeg er til klaver, og derfra skrev den sig selv. Og det var en god sang. En stor, fed fisk. Den handler om nogle af de ting, jeg altid har skrevet sange om. Familie og hvad der sker, når en familie går i stykker. Den slags betyder noget for mig, det betyder noget for mange mennesker, tror jeg. Jeg vidste, det ville blive en sang, som folk ville reagere på«.

Hvordan er livet som musiker nu i forhold til dengang du indledte din karriere? Dengang forsøgte du ihærdigt at blive den nye Bob Dylan.

»Jeg forsøger ikke længere at blive den nye Bob Dylan, det er helt sikkert. Der er selvfølgelig gået lang tid siden dengang, men jeg føler ikke, jeg har forandret mig, selvom jeg hverken ligner eller lyder, som jeg gjorde dengang. Når man når min alder, så tænker man ikke længere på at slå igennem og få succes. Jeg lærte for lang tid siden, at det ikke var værd at bekymre sig om. Jeg nyder i stedet at skrive mine sange og spille dem live«

Er det et mere behageligt sted at være end der, hvor man hele tiden håber på at slå igennem?

»Ja, det synes jeg. Der er et meget større pres på en, når man lige har indledt sin karriere. Mange indleder en karriere, men knap så mange afslutter den. Showbusiness er fantastisk at være en del af, men det kan være ond branche«

Dine sange har altid befundet sig i grænselandet mellem sarkasme og dybfølt alvor. Hvad tiltrækker dig ved den balancegang?

»Når man begynder sin karriere som kunstner – hvad enten man laver film, musik, malerier eller bøger – så forsøger man at finde ud af, hvad man er interesseret i, og hvordan man kan gøre det på en lidt anden måde end alle andre. Det er ens opgave at finde den ene ting, som adskiller en. For mit eget vedkommende, var det humor og ironi, som adskilte mig fra alle de andre. Det var det, der gjorde, at folk gad lytte til mig. Når jeg skriver en sang, så prøver jeg altid at forestille mig, om den vil virke live. Jeg er performer, og det er mit mål, at publikum bliver berørt af mine sange. Og humor er et fantastisk værktøj til at få publikums opmærksomhed.«

På flere af dine liveudgivelser kan man høre, hvordan du uden problemer og helt naturligt går fra en sang om et syretrip til en sang om skilsmisse. Hvordan kan det lade sig gøre?

»Det virker, fordi det virker, og fordi jeg har fundet en måde at gøre det på. Og på en måde holder det publikum på tæerne. Jeg han kun 75 minutter at gøre godt med, og det er kun mig med en guitar, så jeg skal virkelig fastholde deres opmærksomhed. Og ved at skifte fra sjove sange, til seriøse, politiske og personlige sange holder jeg deres opmærksomhed fanget«.

 

Frank Loesser – ’Guys and Dolls’
»Min far havde en stor pladesamling, og en af pladerne i samlingen var af Frank Loesser, en amerikansk sangskriver, der er død nu, som skrev meget god teatermusik – blandt andet ’Guys and Dolls’. Jeg lyttede rigtig meget til hans sange, da jeg voksede op, og han har nok været den største inspiration for mig«.

Elvis Presley – ’All Shook Up’
»Det var den første plade, jeg købte tilbage i 1965. En single med en a-side og en b-side. Det nummer betød meget for mig«.

John Scofield – ’The Angel of Death’
»John Scofield er en fantastisk guitarist, og han medvirker faktisk på mit nye album. Det er et Hank Williams-nummer, som ikke er særlig kendt«.

Ramblin Jack Elliott – ‘San Francisco Bay Blues’
»Ramblin Jack Elliott var min store helt, da jeg var lille. Har du nogensinde hørt hans version af ’San Francisco Bay Blues’? Det er min yndlingsfolksang«.

Hank Williams –’I’m So Lonesome I Could Cry’
»Musikhistoriens bedste countrysangskriver«.

Peter Blake – ’Daughter’
»Alle tror, det er mig, der har skrevet den. Folk fortæller mig, når de møder mig, at de har hørt den, da deres datter blev gift og den slags. Og så bliver jeg nødt til afsløre, at det ikke er mig, der har skrevet den. Men jeg ville ønske jeg havde«.

The Band – ‘Chest Fever’
»Jeg udgav mit første album i 1969. Og lige efter droppede jeg musikbranchen. Jeg besluttede at leve et spirituelt liv i stedet. Jeg flyttede til Boston sammen med nogle mennesker, der levede en makrobiotisk livsstil. Brune ris og sådan noget. Jeg droppede musikken fuldstændig og levede sammen med dem i et stykke tid. Jeg tror, jeg var lidt nervøs for at være i showbusiness. En dag tog jeg så til koncert med The Band i Cambridge, og – det glemmer jeg aldrig – lyset blev slukket i salen, og det eneste man kunne se var et lille rødt lys fra forstærkerne. Så kom fem silhuetter til syne på scenen, og lyset blev tændt. Det første nummer de spillede var ’Chest Fever’, og der vidste jeg, at jeg skulle være musiker igen. Den koncert var et kæmpe vendepunkt for mig«.

Foreigner – ‘I Want To Know What Love Is’
»Lad være med at sige det til nogen, men jeg kan godt lidt Foreigner. Deres forsanger, hvem end han er, er god. Meget glat, men god«.

EKSTRA

Konkurrence: Vind lækker T. Rex vinyl-boxsæt
Hør hele Roskilde 2012-programmet
Kommentarspor: Nikolaj Nørlund fortæller om sit nye album
Pre-stream: Hør nyt album fra Spiritualized
Kommentarspor: When Saints Go Machine fortæller om ‘Konkylie’
Playliste: Rangklods præsenterer yndlingstracks

Kategori: Interviews, Playliste | Stikkord: , , , | Skriv en ny kommentar

INTERVIEW: Hendes største helt er en hollandsk kunstmaler, hun kan ikke lide sit eget navn, og hun ville aldrig betale for et studie. Vi har talt med Claire Boucher aka. Grimes, som snart giver koncert på Pop Revo Festivalen i Aarhus. Lyt til Grimes’ nye anmelderroste album ‘Visions’ i WiMP.

Iørefaldende, skæv og futuristisk synthpop er hvad man får på canadiske Grimes’ nye album ‘Visions’, der genremæssigt placerer sig et sted imellem Robyn, Lykke Li og Jenny Wilson. Men i modsætning til de tre svenske popikoner, har Grimes eller Claire Boucher, som hun rigtigt hedder, indspillet hele albummet selv.

Vind billetter til Grimes-koncert på Pop Revo.

Uden brug af en professionel producer eller tekniker er samtlige af albummets sange indspillet over en tre uger lang periode i Bouchers egen lejlighed. I bedste DIY-stil har Grimes således klippet albummet sammen i gratisprogrammet GarageBand, rimelig sejt, hvis du spørger os.

 

Hvem er dine største helte indenfor musik og kunst? Og hvorfor?

»Hieronymus Bosch er min favoritkunstner, fordi jeg troede, han var en alien. Ud af ingenting får han den mest fantastiske, surrealistiske og visionære kunst frem. Han er klart min helt, ligesom kunstnerne Dan Clowes og Charles Burns også er. Rent musikalsk er Madonna en af mine helte – i hendes unge dage«.

Du er kendt for at indspille musik på din Mac. Hvad er den største fornøjelse ved gør-det-selv-metoden?

»Det er total frihed og uendelig tid til at arbejde uden at føle dårlig samvittighed eller føle, at man er bundet til noget. Du ved, at fucke rundt med musik i kun to dage ville være sådan et spild af studietid. Jeg hader tanken om at betale penge for at lave musik. Hvis jeg skulle betale for det, ville jeg føle mig presset og stresset af tidspress. Jeg ville aldrig betale for et studie«.

Hvorfor bruger du et alias i stedet for dit eget navn?

»Fordi jeg ikke kan lide mit eget navn«.

Du siger, at du laver musikken selv og aldrig ville betale for et studie. Hvad er dine tanker om hele den her Lana Del Rey-er-hun-fake-eller-er-hun-ægte-diskussion?

»Jeg kan ikke rigtig lide hendes musik, men jeg synes, det er et meget interessant kulturelt fænomen og ‘Blue Jeans’ er en rigtig god sang. Jeg er egentlig ret ligeglad, men jeg håber ikke, hun har det dårligt over alt det lort, folk snakker om. Jeg kan sætte mig ind i, at det ville være stressende«.

Hvad er dit tidligste minde med musik?

»Det er svært at sige, men formodentlig at danse til Patsy Cline som et lille barn«.

Hvis du kunne rejse tilbage i tiden og skulle give dig selv et råd som barn. Hvad skulle det råd så være?

»Lad være med at blive fucking taget i at gøre dårlige ting mod dine forældre, når det kan undgås«.

EKSTRA

Læs: Hannah Schneider: Tour-dagbog 1
Læs: Hannah Schneider: Tour-dagbog 2
Playliste: Kulturministeren præsenterer sine personlige favoritter
Kommentarspor: Nikolaj Nørlund fortæller om sit nye album

Kategori: Interviews | Stikkord: , , , | Skriv en ny kommentar

PLAYLISTE: Find din cardigan, dine skinny jeans og indie-attituden frem. Nu skal der høres tweepop. Vi har samlet 45 af de bedste tweepop-sange i en playliste. Fra de helt tidlige lo-fi-klassikere, der skramler og støjer, til mere etablerede navne som Belle & Sebastian, Jens Lekman og amerikanske The Pains of Being Pure at Heart. Hør playlisten i WiMP.

Man kan nå langt på tre minutter med en skramlet guitar, tre akkorder og et trommesæt, der lyder som papkasser. Bare spørg britiske Dan Treacy, der i 1978 startede bandet The Television Personalities. Bandet opstod i kølvandet på punkbevægelsens DIY-æstetik, men væk var aggresionerne og fuck-the-world-attituden.

I stedet opstod en naiv, sød og ekstremt melodisk punkpop-genre, som senere fik tilnavnet twee, og i dag mest er kendt under den lidt bredere genrebetegnelse indiepop. Andre klassiske twee-bands tæller The Field Mice, The Pastels, Tullycraft, Talulah Gosh og selvfølgelig skotske Belle & Sebastian, der som et af de eneste bands har har formået af bryde igennem til mainstream-kulturen. Fælles for dem alle var, at de var “twee as fuck”.

Denne playliste tager dig fra de tidligste forsøg ud i nuttet tweepop til nutidige bands som Veronica Falls, svenske Sambassadeur og amerikanske The Pains of Being Pure At Heart. Sidstnævnte er i øvrigt det mest ‘twee’ bandnavn ever. Så er det sagt.

 

EKSTRA

Konkurrence: Vind vinyl boxsæt med T. Rex
Konkurrence: Vind billetter til Pop Revo
Waldo & Marsha præsenterer yndlingssange
Hør hele Roskilde 2012-programmet
Kommentarspor: Nikolaj Nørlund fortæller om sit nye album

Kategori: Feature, Playliste | Stikkord: , , , , , , , | Skriv en ny kommentar

INTERVIEW: Folk lytter kun, når man siger, at smukke kvinder vil behandles som pis. Der er ingen, der ‘giver en flyvende fuck’, når man blotter sin sjæl. Det er den gennemgående påstand på L.O.C.’s nye album. Men kan det virkelig være rigtigt? Vi har mødt Danmarks største rapper til en snak om skandaler, Rasmus Seebach og forsiden af medaljen.

Der sidder et konstant skævt smil på L.O.C.’s læber. Et diabolsk og voldsomt charmerende smil. Som om han ved noget, du ikke selv ved. Ikke fordi han ikke siger, hvad han mener, for det gør han. Han er på ingen måde bange for at sige sin mening og beskrive sine omgivelser, som han opfatter dem. Men det skæve smil er dragende, fordi det gør, at man ikke helt ved, hvor man har ham.

Det er også det indtryk, man efterlades af på hans nye album ’Prestige, Paranoia, Persona’. På den ene side lægges der op til et orgie af fest, stoffer, druk og hor. Og på den anden side er det hele så vulgært og oppustet, at det umuligt kan være sandt. Selv rører L.O.C. f.eks. ikke alkohol længere. Det har han ikke gjort siden 2005, og i dag er han selverklæret ædru alkoholiker.

Det er nu ikke fordi, der bliver lagt fingre imellem på albummet. Hverken når det gælder ham selv eller omgivelserne. Men L.O.C. er ikke for fastholdere. Det ene øjeblik er han en storskrydende blærerøv. Det næste en taber. Som han rapper i åbningsnummeret ‘Martyrium’:

– Bloddiamanter om mit håndled, solbriller på selvom jeg er hjemme
For jeg er så cool, at din bitch hun bare går ned
Fuck at jeg er en taber, jeg er så let at genkende –

Storhedsvanvid og selvironi for fuld udblæsning med et tonstungt beat som benzin. Den Danmarksberømte rapper med det borgerlige navn Liam O’Connor ved godt, at L.O.C. er en maske, han tager på. En personlighed han ifører sig til lejligheden. Men samtidig er der masser af ham selv i teksterne forklarer han. Han ved også godt, hvordan man forarger og provokerer Hanne Vibeke Holst og Anne-Grethe Bjarup Riis-segmentet. Bare tjek følgende tekstbid fra nummeret ’Ode til kvinde’

– Find dem, foder dem, fingerknep dem, fuck dem, forlad dem
100 til en taxa, kom godt hjem, sad den
Som din hvide kjole, inden du spildte rødvin
Og du gik fra fornem til for nem –

 

Bloddiamanter og en taxa til kvinden, han lige har kneppet. Det er hårde og kontante sager, og hvor meget af det, mener han egentlig? Er han virkelig den person, han rapper om?

»Jeg ville ikke skrive noget, som ikke var mig. For mig handler det om: Show it, don’t tell it. Jeg har ingen hunger efter at være samfundskritisk eller skildre vores samtid. Men tag et nummer som ’Frøken Escobar’. Det kan opfattes, som man har lyst til. Jeg har ikke lyst til at løfte en pegefinger eller skære noget ud i pap for folk.

Så hvis jeg har lyst til at kommunikere, at jeg synes, den måde folk er griske på, er ødelæggende. Så hører du mig ikke sige, »Folk er griske«. Du hører mig sige, »JEG er grisk«. Hvis det, jeg laver, får dig til at tænke: »Fuckhoved«, så har jeg næsten fået dig til at tage stilling«.

Men hvis man ser det udefra, kan man jo godt få den tanke, at du er sådan.

»Det sjove er, at dem, der selv har de samme træk som mig, de vil synes, det er soundtracket til deres weekend. Mens alle dem, der synes det er noget lort, de vil sætte sig ned og tænke: »Okay, han er et fuckhoved«. Det handler om at tage røven på folk, men i virkeligheden er det jo bare mig, der viser min usikkerhed.

Jeg synes ikke, det er sjovt, før der er noget på spil. Ifølge nogen ejer jeg ikke ironi. Men jeg synes jo selv, jeg er dybt selvironisk på samtlige planer. Men samtidig er jeg heller ikke bange for at stå ved mine tekster. Det svarer lidt til at invitere folk over og byde dem på en dyr drink, og mens de drikker, fortæller man dem, om de godt er klar over, at de er i gang med at give sig selv en blodforgiftning.

Det er min måde at sige: »Kan du stå ved det, du gør? Der er ikke noget i vejen med at drikke. Alle gør det, men vedkend lige, hvad du laver«. Det er jo et stort behov, jeg selv har. Når jeg kaster mig ud i noget, så vil jeg godt vide, hvorfor jeg gør det«.

Dit pladeselskab hedder Selvgjort Millionær Drøm, og et nummer hedder ’Selvgjort Millionær Dreng’ – Var det det her, du drømte om, da du var dreng?

»Jeg kommer ikke fra en fattig familie, men det er i den grad arbejderklassen. Så det med en dag at kunne gøre lige, hvad jeg har lyst til og have økonomisk frihed, det har selvfølgelig været en stor del af mit liv«.

Men har det været en drøm for dig at opnå alt det, du har opnået i dag?

»Jeg var en af dem, der gerne ville være Michael Jackson, da jeg var lille. Men det var jo ikke fordi, Michael Jackson var kendt, det var fordi, jeg syntes, han lavede det mest fantastiske musik. Den dag i dag kan du stadig ikke fucke med ’Dirty Diana’ og ’Billie Jean’ ligegyldig hvilken genre, du bevæger dig ind i. Så jeg har altid været draget af showet og det at performe.

Det jeg har opnået er så slet ikke på samme skala som Michael Jackson overhovedet, men jeg heldigvis fået lov at blive så stor, som man kan blive i Danmark. Så jo, det er da en barndomsdrøm at få lov til at gøre det, jeg gør.

Det er jo også det albummet handler om. At sætte pris på det, jeg har opnået. I bedste hiphop- og blærerøvsforstand. Man snakker altid om bagsiden af medaljen, det er så let som musiker at skrive om bagsiden. Men hvad med forsiden? Whatever happened to that shit? Lad os i stedet tage en dyb indånding og fejre, at det går godt. Og så håber jeg selvfølgelig, at lytteren kan følge med. De har været med dengang, det hele var noget lort, men nu holder vi en fest i stedet«.

»Jeg har altid lavet selvbiografiske ting og brugt små brudstykker af mit eget liv i mine tekster. Så når jeg i de sidste måneder har gået rundt og været glad i låget over, at det faktisk går ganske udmærket, så må sangene jo også handle om det. Der er synergi i det hele. Jeg kan sætte mig og lytte til mine plader og se, hvordan jeg havde det på det pågældende tidspunkt. Det er i stedet for at skrive en selvbiografi«.

Du åbner albummet med linjerne: ‘Jeg kunne synge dig de smukkeste strofer, men behøver slet ikke. For de lytter jo alligevel først, når jeg siger, smukke kvinder vil behandles som pis’. Tror du på det?

»Jeg tror på, at det ikke er interessant, før man afviger fra noget. Folk vil have en skandale. Tag nu en mand som Seebach, der muligvis laver det bedste pop, der nogensinde er skrevet i det her land. Du har Helmig som trumfkortet, men så har du Seebach lige efter med i hvert fald 7-8 sange på en top 10 over danske popsange. Men hvad er det, vi godt vil høre om Seebach? Musikken er jo bare introduktionen til ham. Derefter vil vi godt høre, at han har knaldet en eller anden.

Alle mennesker har et kæmpe behov for intriger. Hvorfor følger du nogle på et socialt medie, det er jo ikke for at høre, hvad de har spist. Hvis du skal lægge mere i min musik, så er det ikke nok, at jeg har verdens bedste sang i radioen. Jeg skal have købt elefantmandens knogler. Eller spenderet natten med en stripper«.

Jeg synes bare, du har lavet nogle ting, som beviser, at man godt vil lytte, når du siger noget godt eller oprigtigt. F.eks. en linje fra albummet, der lyder: ’Du er det smukkeste, jeg endnu har set’. Beatet forsvinder i et kort øjeblik og pludselig er der kun den linje. Den linje rammer. Den bliver man fanget af og rørt af.

»Men netop det nummer handler om konflikten med ikke at kunne stole på nogen. Selv når du ender med at give en kvinde det bedste kompliment, du kan komme i tanke om, så går der to sekunder før du vender og drejer det til…«

Han knipser med fingrene, inden han – selvfølgelig med sit karakteristiske skæve smil på læben – færdiggør sætningen.

»Ah, der fik jeg hende!«

EKSTRA

Vind billetter til Kanye og Jay-Z
Læs interview med Ankerstjerne
Hør hele Roskilde 2012-programmet
Læs interview med Christoper

Kategori: #danskmusik, Interviews | Stikkord: , , | Skriv en ny kommentar