INTERVIEW.  Rockstjerner eller ej – det er ikke altid lige sjovt at blive voksen, fortæller Keane. Vi har snakket med de britiske pianorockere om deres nye album ‘Strangeland’. Læs interviewet og hør bandets nye album i WiMP.

At rockstjerner bliver ældre og derfor er dødelige på linje med resten af os kommer næppe som en overraskelse for andre end dem selv. De virker til gengæld også rimeligt overraskede. Erkendelsen kan være katastrofal. Er man heldig, er den imidlertid ganske godt stof.

Pulp, Bill Wells & Aidan Moffat og senest svenske Kent har alle leveret glimrende eksempler på, at det kan være spændende at lytte med, når succesfulde musikere indser, at tyverne og trediverne ikke varer ved for evigt. Der venter både hverdag og ansvar, og det er naturligvis ikke altid lige sjovt.

Man kan selvfølgelig lukke øjnene og tromle ufortrødent videre langt ind i fyrrerne. Som det fallerede idol i Grindermans ’No Pussy Blues’: »I combed my hairs across my head, I sucked in my gut and still she said that she just didn’t want to«. Uf. Man næsten se den åbne sportsvogn trille ud af garagen.

Helt så galt går det ikke for Keane. Men det er ikke ubetinget godt at blive ældre, fortæller Tim Rice-Oxley, der står for sangskrivningen hos den britiske kvartet. Derfor handler det nye og fjerde album fra pianorockerne, der slog igennem i kølvandet på Coldplay i 2004 og som et af få bands fra den periode har formået at fastholde succesen, også om tidens gang, voksenlivet og noget, der kunne ligne en midtvejskrise.

Hvilke temaer udforsker I på det nye album?

»Det overordnede tema er ideen om, at livet er en rejse, du foretager i jagten på dine drømme. Hver enkelt sang beskæftiger sig med, hvor vi er kommet til som mennesker, de gode og de dårlige ting der er sket undervejs, og hvordan vi har reageret på dem. Selv om numrene er forskellige – ’Sovereign Light Café’ handler om vores baggrund, mens ’Black Rain’ handler om krig – så bliver de alle bundet sammen af den her fortælling om livets rejse.

»Albummet handler om at overleve, at være ukuelig og holde fast i håbet og leve et værdigt liv. Det er stemningen. At gå gennem natten og ind i lyset. «

Hvis vi holder fast i det billede, hvor er du så nu?

»Det varierer. Personligt synes jeg, det er en svær tid. Når man er i midten af trediverne, begynder man  at se sit liv som et forløb frem for en uendelig rejse, der først er ved at gå i gang. Jeg er ikke 18 år længere. Jeg er ret langt inde i forløbet. Hvor er jeg endt? Er jeg glad? Hvad vil jeg egentlig? Alle de der spørgsmål er begyndt at dukke op.«

»Jeg er for alvor ved at indse, hvor klichéfyldt den menneskelige eksistens egentlig er. Når du er yngre, er du overbevist om, at du aldrig vil falde i de samme fælder, men alle de ting, der sker for andre mennesker, de sker også for dig. Du indser, at du fuldstændigt og uforbederligt menneskelig, at du er dødelig og ganske mangelfuld, hvilket er ganske hårdt at erkende. En stor del af albummet handler om at håndtere den erkendelse og ikke lade sig overvælde.«

Hvorfor kommer den erkendelse pludselig nu? Og hvordan påvirker det jeres band?

»Well, i forhold til Keane betyder det, at jeg tænker: Gud, vi er i gang med vores fjerde album! De sidste otte år har vi tænkt, at vi dårligt er begyndt, og at vi måske en dag vil kunne lave et rigtigt godt album. Men pludselig indser du, at alle de bands, vi startede ud med, ligeså stille forsvinder, og det tvinger dig til at overveje, hvad det egentlig er, du vil med din musik.«

»Det samme gælder for den generelle tilværelse. Jeg er 35, og jeg er begyndt at tænke på tidens gang. Den flyver forbi med en vanvittig fart, det er en del af livets vilkår. Det får dig til at overveje, hvad du rent faktisk bruger din tid på. Jeg har to børn, og det får mig til at tænke over livets cirkel. Som Elton John ville formulere det (’Circle of Life’ er en sang af Elton John, red.).«

Føler du, at du har mistet noget?

»Ja, det gør jeg. Ingen har rigtigt lyst til at sige det, men jeg savner helt klart ungdommens simplicitet. Samtidig er der selvfølgelig altid en masser af gode ting i livet, og mennesker i vores del af verden er virkelig heldige, så det handler om at holde fast i det positive i stedet for at lade sig trække ned af frygt og angst.«

»Det er det ’Strangeland’ handler om. At holde hovedet oven vande og bevare håbet, mens du rider på bølgen af gode og dårlige ting undervejs på din rejse.«

EKSTRA

Keane – Disconnected / Video instrueret af Juan Antonio Bayona